Kategoriarkiv: Læserbreve

Tages forældre ved næsen igen?

Det ser ud til at kommunalbestyrelsen i Furesø for andet år i træk skal lykkes med et bredt budgetforlig, selvom der er upopulære ting på menuen.

I 2010 forliget fik man gennemført FFO, på trods af at stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke at gennemføre FFO. Argumentet der fik pillen til at glide ned var, at det var for at forbedre samarbejdet mellem skoler og fritidstilbud og bestemt ikke for at kunne hæve forældrebetalingen!

I 2011 forliget ser det ud til at man får gennemført væsentlige stigninger i forældrebetalingen til FFO, også selvom stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke gøre præcis dét. Argumenterne er denne gang, at man vil bruge flere penge på “en større indsats overfor børn og unge” og at vi i Furesø i forvejen betaler meget mindre for vores FFO end forældre i andre kommuner betaler for deres SFO.

I den aktuelle situation tager man forventet 3 mio fra den lille gruppe forældre, som tilfældigvis har børn der går i 0. til 6. klasse. Og ingen har lovet nogen noget, så der er intet til hinder for at man gør det samme til næste år og så videre.

Nu er vi nogle forældre, der gennem flere år kæmpede mod SFO – ikke kun af økonomiske årsager – som desværre må konstatere, at politikerne agerer præcis som forudset. Tilmed tillader man sig med slet skjult arrogance at påpege, at man da aldrig har lovet ikke at hæve forældrebetalingen.

Og i disse tider hvor alle snakker om ”økonomisk ansvarlighed”, kan det undre at man vælger at hæve forældrebetalingen til fritidsordningerne, for at man kan bruge flere penge på helt andre ting. Havde det ikke været for FFO, så havde man måtte sætte tæring efter næring.

Det vil klæde forligspartierne og ikke mindst Borgmesteren, at indtage en mere ydmyg holdning til spørgsmålet; arrogance betaler sig sjældent i det lange løb.