Indtil for nylig var mit stærkeste argument mod atomkraft, at affaldsproblemet stadig står aldeles uløst; alt andet synes der at være styr på.

Specielt et besøg på Barsebäck sidst i 90’erne i forbindelse med mine studier, overbeviste mig om atomkraft-installationer i velfungerende vestligt orienterede lande var gennemtænkte og at man havde taget højde for enhver tænkelig situation.

Sikkerheden var ikke noget problem. Og selvom den værst tænkelige ulykke skulle ske, havde man et hav af fallback systemer og procedurer og inddæmningssystemer. Det kunne ikke gå galt!

Ulykkerne på Fukushima værket i Japan viser desværre at jeg har været frygtlig naiv. Ulykkerne her viser med al ønskelig tydelighed, at ingen kan forudse den værst tænkelige ulykke. Ingen kan forudse hvilke besynderlige hændelser naturen kan udfordre os med.

Ulykkerne i Japan viser, at når plan A og plan B begge fejler, så står man ikke med en plan C. Og når det først går galt på et atomkraftværk, så er det i praksis umuligt at stille noget som helst op. Ingen mennesker kan nærme sig. Man kan tilsyneladende ikke gøre meget andet end at afvente hvad næste ulykke vil blive.

Det er rystende, og må give anledning til at man i den grad tager hele atomkraftspørgsmålet op til grundig revision.

Det sagde man også for 25 år siden, da værket i Tjernobyl revnede med et drøn. Gad vide om vi bliver klogere denne gang?

Opdateret 16/3 2011: Følgende artikel i dagens Information bakker synpunktet op. Angela Merkels kommentaer rammer plet:

Hvis et højt udviklet land som Japan med høje sikkerhedsstandarder og -normer ikke evner at forhindre et jordskælv og en tsunami i at få konsekvenser for et atomkraftværk, så har det konsekvenser for hele verden.