Nu er der igen en eller anden selvudnævnt ekspert der i bogform gør sig klog på børneopdragelse. Sidst man hørte om den slags var det en “tigermor” der nærmest mente at det var børnemishandling ikke altid at forlange det optimale fra sine børn.

Denne gang har piben en helt anden lyd; faktisk skal man nærmest give op på forhånd og lade børnene opdrage sig selv. Alt andet er spild af kræfter og så i øvrigt børnemishandling…

Som altid har forfatterens egne børn været forsøgskaniner og man kan jo med selvsyn se at formlen virker.

Interessant som disse eksperter formår at konkludere på utroligt spinkle grundlag. Der er næppe videnskabeligt belæg for at en teori holder, bare ved at kigge på nogle få resultater, uden kontrolgruppe osv.

Heldigvis er børn og forældre forskellige. Og måske tillægger vi “opdragelsen” alt for stor betydning, for de fleste børn ender jo rent faktisk som rimeligt fornuftige voksne…

Ikke desto mindre vil jeg her, helt gratis, skrive om en opdragelse som med garanti virker. Bare se på mine 3 børn!

Principperne

Vores børneopdragelse, som mange nok vil opfatte som lidt gammeldags, og skal man tro den seneste ekspert, er der nærmest tale om børnemishandling, baserer sig på nogle ganske få principper.

De første er kærlighed, nærvær og tryghed.

Kærlighed og nærvær

Børn skal have masser af kærlighed. De skal altid føle sig elsket. De skal altid kunne komme til mor eller far og få et kram eller et knus og nærvær. At man ved ens forældre lytter og er nærværende.

Også den store teenager som i en dårlig brandert har teet sig fuldstændig åndssvagt skal, efter en passende undskyldning naturligvis, kunne vende hjem til sine forældre og få omsorg.

Det med undskyldningen er vigtigt. Med en undskyldning bør man altid kunne normalisere forholdet efter en konflikt, begge veje! Og jo større børnene er, jo mere bør man kunne forvente sig i den anledning.

Tryghed

Tryghed er mange ting, én af dem den ovenstående viden om at man altid kan få kærlighed. Men tryghed er også at have faste rammer, at man til enhver tid ved hvad der gælder og at reglerne ikke ændrer sig hele tiden.

Derfor er det vigtigt man som forældre er nogenlunde enige om spillereglerne og ikke er bange for at tage konflikten med ungerne når de udfordrer rammerne.

Det giver tryghed at vide hvornår man skal hjem, i seng, at man skal have overtøj på når man er ude osv. Det er utrolig simpelt og så alligevel svært. For det kræver at forældrene er deres opgave voksen og ikke hele tiden ændrer på rammerne.

Vi forventer at børnene overholder deres del af aftalen. Det kan vi kun tillade os hvis vi også overholder vores del. Aftaler er vigtige og de skal overholdes. Det giver tryghed.

At afvige fra rammerne af og til er perfekt, bare ikke for tit. At afvige fra rammerne giver netop mulighed for gøre ting som ungerne vil opleve som unikt.

Og jo større ungerne er, jo friere rammer skal de have. De skal jo gradvist lære at tage ansvar for sig selv og egne handlinger.

Opførsel

Det sidste princip kalder jeg opførsel. Det er nok her jeg betragtes som mest gammeldags, men der er en god årsag.

Jeg holder på at børn skal opføre sig ordentligt. Og her definerer vi jo selv hvad det vil sige. Men i bund og grund betyder det at man skal opføre sig så man ikke er til unødig gene for sine omgivelser.

Det er jo sådan, at børn ikke undgår at skulle begå sig blandt voksne, og det er i allerhøjeste grad til børnenes egen fordel at de opfører sig så de voksne ikke opfatter dem som små irriterende møgunger.

For eksempel at vide hvornår man skal sige ”tak” og ”velbekomme” og den slags, er utrolig nemt at lære ungerne, og de fleste voksne sætter pris på det når det kommer naturligt.