Nogle betragtninger fra en frafalden Radikal

Længere tids utilfredshed med mudren i kommuneforeningen, samt manglende motivation for at bakke op om det lokale byrådsmedlem i den kommende kommunalvalgkamp, gjorde at jeg så tog skridtet og meldte mig ud…

Det har givet anledning til at jeg fik lyst til at komme med nogle tanker jeg ofte gør mig, og som jeg ikke rigtigt synes passer med partiet…

Lad os starte ”fra oven”.

EU

Jeg har aldrig været enig med partiets linje i EU politikken. Faktisk er jeg tilhænger af mindre Union og mere selvbestemmelse lokalt. Det var ret komisk da jeg for nogle år siden stod på Bytorvet i anledning af valg til EP…

Hele EU konceptet fremstår for mange almindelige EU borgere som en stor, verdensfjern, selvfed organisation, med en masse levebrødspolitikere, som lever af diæter. Og alt for megen snak og papir og regler og procedurer. Måske en grov forenkling, men der er ingen tvivl om at konceptet trænger til gennemgående oprydning og effektivisering. Pengene kan sagtens bruges bedre i medlemslandende. Og hvad med flyttecirkusset?

Jeg husker en politiker, som jeg ellers respekterer, udtale noget i stil med: ”Danskerne er dumme hvis de ikke stemmer ja til Euroen”. Nu bryder jeg mig ikke om at blive kaldt dum hvis jeg stemmer i overensstemmelse med min overbevisning. Og Euroen har altid i min optik været et tåbeligt misfoster, et politisk prestigeprojekt som aldrig burde have haft gang på jord.

Det siger sig selv at det ikke kan lade sig gøre at have en fælles valuta, hvis man ikke også har en fælles stærk styring af økonomien, og det sidste ønsker jeg slet ikke. Og jeg synes det bliver mere og mere tydeligt at denne konstruktion ikke holder i længden, hvis man skal køre Irland, Tyskland, Frankrig, Italien og Grækenland – blot for at tage nogle eksempler – med samme økonomiske politik…

Finanspagten er jeg lodret imod. Den er helt forkert og kan i bedste fald gøre ondt værre. I stedet for at begrænse, bør man i den nuværende situation se på hvordan vi i Europa kan investere os ud af krisen. Og helst på en måde så arbejdspladserne bliver i EU…

Bankunion – slet ikke, vi skal ikke have mere union, og ”nogen der står udenfor”. Til gengæld mener jeg EU’s (og regeringens) tiltag overfor banker og investeringsinstitutter er helt utilstrækkelige.

Tobinskatten. Hvad blev der af den? Rigtig god idé, som næppe vil have den store effekt på reelle investeringer, helt sikkert begrænse spekulation og i øvrigt give EU et provenu, som kan bruges til nødvendige investeringer. Var vi ikke på Landsmødet enige om at bakke op om Tobinskatten, eller husker jeg helt forkert?

EPO. I stedet for at lave flere rigide regler om patenter og ”intellektuelle rettigheder” – som åbenlyst tilgodeser de store virksomheder – vi bare skal skele til USA for at se hvor galt det går – så bør man bløde op på reglerne på dette område.
Det kan da ikke være rigtigt at et stort firma kan hive en lille dansk kunstner i retten, blot fordi hun bruger et motiv i sin kunst som ligner en håndtaske fra dette firma. Oven i købet i en kunst som netop forholder sig kritisk til disse store firmaers gøren og laden.
Skal jeg, når jeg implementerer en løsning til en kunde, forholde mig til om jeg risikerer at blive hevet i retten, fordi jeg måske har fundet på en løsning der ligner noget fx IBM har taget patent på?!
Alle undersøgelser indikerer at vækst og innovation opstår, når man bygger videre på andres idéer.

Endelig mener jeg vores politikere har sovet gevaldigt i timen og ladet arbejdspladser sive til lavtlønsområder, hvor virksomhederne kan drive rovdrift på miljø og mennesker, efter mange års kamp for rimelige arbejdsvilkår og hensyntagen til miljøet i Europa.
Så indfører man CSR (Corporate Social Responsibility) og jeg skal komme efter dig, hvor virksomhederne ansætter kommunikationseksperter, der kan få dem til at se ud som om de ”opfører sig ordentligt”. Og de bliver jævnligt taget på sengen… Værre omgang hykleri skal man se længe efter.

Det var dog bedre at politikerne havde været vågne og fundet på instrumenter som kunne dæmme op for dette vanvid.

”Jamen så havde vi ikke oplevet denne vækst”.

Nej, det er meget muligt, men måske er vi allerede der, hvor vi skal se på andre måder at udvikle os på end via økonomisk vækst? Behøver vi nyt fjernsyn, computer, mobiltelefon, tablet osv. hvert andet år? Skal vi nødvendigvis have den nyeste i-dims hele tiden?

Hvis hele verden skal have samme ”levestandard” som os, vil det hurtigt ende i økologisk katastrofe. Måske er vi allerede i den retning, blot som vi lever i dag?

Måske skal vi finde på noget andet end: Hvis vi har økonomisk vækst, bliver der også mere til de fattige? For gør der det?

Men ovenstående bliver hurtigt opfattet som om man er en sur gammel kommunist, så jeg går videre.

Danmark

Blot for at tage nogle enkelte sager – generelt synes jeg der kommer meget fra Borgen hvor jeg sgu ikke lige synes jeg er enig. Men nu er det jo heller ikke en rent Radikal regering – selvom jeg ikke tror det havde ændret meget.

På rigtig mange områder oplever jeg man kører videre i samme spor som den tidligere regering, endda hvor man havde lovet opgør.

Dagpengereform… Nu synes jeg ikke det er rimeligt at nogen er på dagpenge i 4 år, så i det lys giver det mening med indskrænkning. Det kan bare ikke stå alene, og de tiltag man har fundet på er rent blålys.
Reformen burde være indført på et tidspunkt med økonomisk vækst, ikke nu hvor almindelige danskere bliver tvunget ud i ruin og ødelagte familier, fordi vi har tilladt regering, banker og investeringsfolk at køre vores økonomi helt i sænk; og flytte arbejdspladser til udlandet…
Måske skal vi i stedet have en dynamisk dagpengeperiode, som tager hensyn til konjunkturerne?

Sagen om minedrift i Grønland… I misforstået ”vi vil ikke opføre os som koloniherrer” tillader man at Grønland – på Danmarks vegne – begår konventionsbrud og opfører sig direkte tåbeligt.
Hvorfor i alverden skal man dog give minedriftvirksomhederne lov til at optimere deres profit ved at benytte dårligt betalt arbejdskraft som kan arbejde under kummerlige vilkår?
Det skriger da til himlen, og hvis man har bare en smule situationsfornemmelse, at man havde skredet ind og sagt: ”den må I sgu lave om, den kommer ikke gennem her”.
Vi skal overholde internationale konventioner og i øvrigt sikre at så meget af Grønlands rigdom tilfalder Grønlænderne. De kan roligt se frem til massive miljøproblemer som følge af minedriften, som minimum skal de da have del i kagen?

Jeg er dødtræt af almindelig falden på halen over bankerne. De skal have indskrænket deres magt. Det er helt horribelt at de skal have lov til at køre det hele i sænk og at Danmarks befolkning bagefter kan få lov at betale. Bankerne skal splittes op i mindst 2 separate enheder: en indlåns-/udlåns del hvor Staten (som i dag) garanterer indlånerne. Og så en investeringsdel hvor folk kan købe investeringsbeviser (aktier) og som kan forvalte aktionærernes penge som de lyster. Hvis de taber det hele er det kun investorerne der har tabt – og det må de jo være parate til. Det skal være forbudt at låne folk penge til at investere i bankens egne investeringsbeviser – også selvom de 2 dele er skilt ad.
Endelig må banker kun have en vis størrelse – ingen bank må i sig selv være så stor at vi ikke har råd til at den går bankerot. Fx Danske Bank skal altså skilles ad…

Og så går jeg i princippet ind for en ”statsbank” som er ren ind-/udlånsvirksomhed, som skal hvile i sig selv, der kan sikre danskerne adgang til lånekapital uden at skulle indenom bankernes supermarkeder.
Det kan dog næppe lade sig gøre i Danmark uden nogle tvivlsomme bankfolk får sat sig på magten og skummer fløden – fuldstændig som vi ser det i Finansiel Stabilitet… Fordi politikerne ikke er deres opgave voksen? Ren Olsen Banden…

Fredning af husejerne. Rendyrket populisme og leflen for stor vælgergruppe, ikke at ville beskatte overskud ved salg af ejendomme.

Manglende tilsyn med udsivning af gift fra lossepladser. Kun fordi det har fået EU’s bevågenhed begynder Miljøministeren at røre på sig. Det har ellers ikke skortet på advarsler. Og regningen lægges i regionerne…

Skolereform hvor man tænker heldagsskole, tilsyneladende uden at forholde sig til at det bliver kommunerne der skal betale. Hvor kommer de penge fra? Ændrede overenskomster gør det vist ikke alene. Og her har man vist solgt skindet før bjørnen er skudt?

Kammeradvokaten, et åbenlyst tåbeligt system, hvor man giver en enkelt advokatvirksomhed monopol på juridisk assistance til Staten. Hvorfor er det så svært at lave om?

Behandlingen af uledsagede ”asylbørn”, statsløse og deres rettigheder.

Generelt alt for hård styring af kommunerne – noget jeg havde håbet på ville blive blødt op.

Terrorlovgivningen…

Logningsdirektivet…

Behandlingen af arbejdsløse og de mange tåbelige regler på det område.

Flere af disse ting er levn fra tidligere regeringer, men det fritager da ikke den nuværende for at få det lavet om?

Til slut

Så tror jeg vi skal stoppe med at råbe ”økonomisk ansvarlighed” efter hinanden – måske er det på tide vi taler social- og/eller økologisk ansvarlighed i stedet? Og ser på løsninger som er holdbare i mere end økonomisk perspektiv.
Måske har økonomerne for megen magt, og har de overhovedet de rigtige redskaber?
Virker deres modeller når de ikke kan forudsige det ene uvejr efter det andet?
Kan vi måske lige så godt spørge Den Kloge Kone med krystalkuglen eller aberne i Zoo?

Så kald mig gerne kommunist – min bedste ven er kommunist og han er sgu ikke så tosset endda 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.