Jeg vil ha’ et bollerum!
Det forlyder at mange kollektiver i 70’erne var udstyret med et bollerum. Jokes går på at i kollektiver boller man vennerne (mens man på brødristere vender bollerne).
Mange, specielt på den politiske højrefløj, har travlt med at nedgøre kollektiverne fra 70’erne. Og mange i det (små-)borgerlige Danmark har en forestilling om disse kollektiver, som steder hvor der blev røget rigeligt FED, bollet til højre og venstre og spist spaghetti med kødsovs.
Sjovt nok har flere politiske borgerlige ungdomsorganisationer gennem de senere år forsøgt at argumentere for fri hash… Ikke nødvendigvis en dårlig idé, men bestemt ikke traditionel borgerlig politik. Disse forslag er også typisk blevet ignoreret totalt af moderpartierne… Men måske boller man også vennerne i disse ungdomspartier?
Spaghetti med kødsovs kan man jo altid spise, uanset om man er rød, grøn eller blå…
Tilbage til bollerum: Tænk hvis man boede et sted hvor det var helt legalt at sige: “Gider I lige holde øje med vores unger, vi går lige ind og boller. Vi kan eventuelt bytte om en timestid”.
Ikke fordi jeg tror man i kollektiver i 70’erne bollede vennerne mere end man gjorde i så mange andre sammenhænge. Det er nok snarere de mere bonertes våde drøm om hvad der bestemt må foregå i de der skumle kollektiver.
Det kunne da være helt fantastisk med et bollerum; men det er i praksis lidt svært i en typisk Dansk kernefamilie i 00’erne. Vi bor jo ligesom i huset sammen med vores børn. Ikke andre voksne. Og slet ikke andre voksne vi normalt diskuterer vores sexliv med…
Kunne man sige til ungerne: “Hej unger, Mor og Far går lige ind og boller. Lad os lige få fred den næste time. I må godt spille PlayStation så længe”…
Nææh… Det ligger ligesom ikke lige til…
Godtnok er vi åååh så åbne over for vores børn og fortæller alle mulige interessante ting om livet og den slags; ting man ikke sådan bare ville dele med kvinder og børn for bare 100 år siden. Men de voksnes sexliv er stadig tabu. Sikkert godtnok.
Så, hvis Mor og Far skal have huset for sig selv så de kan dyrke lidt seriøs sex af den slags der tager mere end 3-4 minutter, så skal “nogen” passe børnene. Sjovt nok ved alle (inklusive de største af ungerne) at nu skal Mor og Far bolle, men det er ikke noget der diskuteres åbent. Det ligger ligesom mellem linierne.
For pokker hvor kunne det være rart hvis man delte bolig med nogle andre voksne mennesker. Som man kunne diskutere sexliv, børn og andet med. Hvor man kunne hjælpes ad med rengøring, bagning, madlavning, diverse udgifter. Som kunne holde øje med ungerne mens man låner bollerummet…
Jeg vil ha’ et bollerum!!