Vi er så heldige at bo i hus med have. En dejlig rodet have, med et godt udsyn fra køkkenvinduet ud over baghaven. En biotop.

Jeg elsker at stå i køkkenet, mange timer dagligt kan jeg iagttage livets gang i baghaven.

Om vinteren holder jeg af at kaste æbler ud til fuglene. Det er god underholdning og fantastisk mentalhygiejne at iagttage solsorte kæmpe om æblerne. Hvis man er så heldig at en sjagger eller 2 blander sig, kommer der for alvor gang i løjerne

Der går sjældent mange minutter fra jeg har kastet æblerne ud, til der har dannet sig en stor flok. Nogle kan man genkende fra om sommeren, men man overraskes alligevel af hvor mange solsorte der åbenbart bor i området. Det som om det rygtes at der er æbler til rådighed.

En solsort som har fundet æbler under æbletræet kvitterer med at ”skælde ud”. Den gængse forklaring er at det er for at holde andre solsorte væk.

Den forklaring vil jeg gerne udfordre. Jeg er hverken biolog, ornitolog eller har nogen som helst professionel forstand på fugle. Men jeg kan iagttage og bruge logik.

Evolutionen er naturens store ubarmhjertige positive feedback. Den fungerer simpelt. Hvis en organisme har en adfærd der fremmer organismens overlevelse, vil denne adfærd langsomt blive fremelsket. Og omvendt, uheldig adfærd straffes ultimativt med døden og sorteres fra arten.

Så hvis solsorten skælder ud for at holde andre solsorte væk, skulle det have den ønskede effekt. Som nævnt ovenfor, skal man ikke iagttage æblerne i baghaven ret længe, for at konstatere at solsorte fra hele nabolaget tilsynelande har ”hørt” at der er æbler…

Det kan altså ikke være forklaringen. Desuden kræver den en slags ”snuhed” som jeg ikke er sikker på at jeg vil tillægge solsorten. Selvom de af og til udviser en adfærd der kunne antyde en art omtanke. Læs f.eks. https://sprutskalle.dk/blog/2010/02/04/ved-fugle-noget/.

Solsorten holder at at fouragere i hele haven. Min kone er flink til at lave havearbejde. Hun er flink til at lave bunker med haveaffald alle mulige steder i haven. Hun er ikke så flink til at få bunkerne væk…

Fuglene (og pindsvinene) elsker bunkerne! Solsorten har en fest med at vende hvert et blad i haven. Og den holder af at rode i mine højbede, hvor jeg lige har sået sommerens afgrøder…

Solsorten bruger hele grænsplænen og alle krat og buske. Den er hele tiden i bevægelse; sidder sjældent samme sted i ret lang tid, med mindre der er en lang regnorm som kræver en ekstra indsats for at få op.

Det giver god mening, for solsorten i bevægelse kan hele tiden orientere sig om eventuelle farer og den er sværere for rovdyr at fange. For at bruge Evolutionens logik, så er det altså en adfærd som er fremelsket og derfor helt naturlig for solsorten.

Vi har en kat. Katte er, i modsætning til hvad nogle mennesker mener, ikke særlig skarpe. Og ham vi har boende for tiden er absolut ikke én af de skarpeste.

Det er svært ikke at bryde ud i krampelatter når man ser ham jage. Han har fattet at man skal gøre sig usynlig og forsøge at snige sig ind på sit bytte. Gøre sig klar, spænde benene op så man kan gøre et udfald og fange byttet. Og dér kammer det så over for ham. Det ender i noget fjollet leg som er så klodset, at ethvert bytte for længst er stukket af. Undtagelsen er dog græshopper, som han har nogen success med.

Vores forrige kat var noget smartere. Han fangede alt. Mus, rotter og fugle af enhver art. Visse dyr blev halvdøde slæbt ind på køkkengulvet. Hovedløse duer efterladt ved køkkendøren…

Når solsorten fouragerer midt på græsplænen kan katten godt gå roligt forbi få meter ved siden af. Solsorten har med sin ”skæld ud” signaleret til katten at han er spottet.

Katten ved at det ikke giver mening at forsøge at fange et bytte, når man er opdaget. Evolutionen har gjort det af med katte som har forsøgt sig for meget med åbenbart udsigtsløse jagter.

Katten lister forbi og lader som om han slet ikke har set solsorten. Det skulle jo ikke hedde sig at man var faldet af på den…

Katte er stolte dyr. Man kan godt falde ned fra plankeværket, og så gå videre som om intet var hændt. ”Det er muligt nogen har set en kat falde ned fra plankeværket, men det var i hvert fald ikke mig”…

Når jeg kaster æbler ud til fuglene om vinteren, skal de helst lande nede under æbletræet. Det er tydeligt, at de æbler som ligger midt på græsset, bliver ignoreret. Jeg tror ikke det skyldes at æbler hører til under æbletræer.

Når solsorten spiser æbler, sidder den næsten stille samme sted. Den kan af gode grunde ikke bevæge sig rundt. Den skal helst hakke samme sted i æblet hele tiden, ellers skal den gennem den hårde skrald igen.

Jeg tror det stresser solsorten at være tvunget til at indtage føden uden at flytte sig hele tiden. Jeg tror solsorten føler sig udsat. Det er derfor den foretrækker at spise under træet, hvor den får nogen beskyttelse for rovfugle. Og jeg tror dens ”skæld ud”, som i min optik er en helt naturlig stressrelateret refleks, forvirrer katten, så han tror han er spottet.

Jeg har aldrig oplevet at katten er kommet ind med en solsort fra æblefesten i baghaven!

Og det giver mening, solsorte som skælder ud når de sidder stille og spiser æbler, bliver belønnet af Evolutionen – de bliver ikke så ofte fanget af de firbenede.

Spurvehøgen derimod, den lader sig ikke narre.