I vores familie bor en stor sort-hvid hankat. Han har ikke rigtigt noget navn, men kaldes blot Misser. Det virker ikke til at genere ham.

Jeg er egentligt ikke katte-elsker; faktisk synes jeg de er dumme og lunefulde, men på et for Misser afgørende tidspunkt, lykkedes det ham at fedte sig så tilpas meget ind på mig, at jeg lod mig overtale til at vi skulle overtage ham…

Direkte adspurgt plejer jeg at sige at han er på ”tålt ophold” og at man da godt må få ham. Det lader nu heller ikke til at gå ham på.

Om vinteren ligger han i den bedste stol med det bedste tæppe og sover 16-20 timer i døgnet, kun afbrudt af sporadiske ture til madskålen og et enkelt besøg udenfor.

Og så er man naturligvis ved at falde over en højlydt spindende og ivrigt mjavende kat, hvis man roder med råt kød, kylling, fisk eller skaldyr i køkkenet…

Det, og så kattemad, spiser han fra madskålen; propper man andet i, glor han på én som om man er idiot og lusker af igen.

Til gengæld går han gerne på opdagelse under børnenes pladser. Der kan han så finde spændende indtørrede rester som spises med fornøjelse, og gerne ting han ikke under nogen omstændigheder rører hvis de serveres frisk i madskålen…

Om sommeren ser man ham stort set ikke. Kun 2-3 gange om dagen når han er inde og forsyne sig fra madskålen. Der kan nu godt gå en dag eller 2 hvor man slet ikke ser ham.

Og så er man naturligvis ved at falde over en højlydt spindende og ivrigt mjavende kat, hvis man roder med råt kød, kylling, fisk eller skaldyr i køkkenet…

Han må have en god lugtesans, for der går sjældent mange minutter fra man har taget noget lækkert frem i køkkenet, til han indfinder sig.

Han er lidt af en slagsbror; kommer ofte hjem med skrammer i hovedet og på snuden, rifter og ”hakker” i ørerne og nogen gange andre alvorlige skader, man ofte ikke opdager før der er gået bylder i. Så skal han til dyrlægen og repareres… Er man heldig kan det klares med lidt klorhexidin…

Dyrlægen siger han er en flot fyr i bedste stand. Han vejer over 6kg men er ikke overvægtig. Han er vistnok fra 2002, men vi ved det ikke præcist. Han har ofte både lopper og orm – det kan dyrlægen jo også heldigvis hjælpe med…

Det skal være på Missers præmisser. Hvis man nusser ham og han ikke gider, kommer en ”kaktus” eller et gebis straks og sætter grænser. Kun Pi, og til en vis grad Mette, kan håndtere ham uden at få skrammer. Pi kan sågar få ham til at ligge på skødet og blive nusset. Det er der ikke andre der kan…

Vi har flere gange fået klager fra en ældre dame i nabolaget, fordi Misser har bidt hende så hun skulle til lægen og have penicillin og stivkrampevaccination og alt muligt. Hun har gentagne gange mere end antydet at vi måtte være onde ved Misser, for hun har da aldrig haft en kat der kunne finde på at bide sådan… Jeg forsøgte at forklare hende at hun måske bare skulle lade ham være…

Onde ved Misser? Næh, han passer jo sig selv. Børnene kan af og til være lidt hårde ved ham, men det bliver som regel hurtigt afregnet og så har ungerne lært af det. Det hjælper i hvert fald sjældent at sige: ”Lad nu Misser være, han gider ikke!”.

Faktisk tror jeg af og til han nyder at terrorisere den yngste Mie på 4. Hun kan godt være lovlig kæk men det giver som regel bagslag. Og nogen gange er Misser efter hende uden grund, hvorefter han stikker af som om han godt er klar over han er på gale veje.

Misser må ligge i sofaen og på stolene i stuen, men ikke andre steder. Det ved han godt. Det kan nu godt smutte.

Man kan pludselig undre sig – hvor pokker er Misser henne? – for noget senere at finde ham i en børneseng, klædeskabet eller mellem nyvaskede håndklæder på badeværelset. Her kan han ligge og en ligne én der gør sig usynlig; han fortrækker ikke en mine selvom man rumsterer omkring ham og han flytter sig kun meget nødigt… Går så og slår med halen som for at signalere at det var bare ikke i orden…

Ligger han og knalder brikker et sted hvor der er meget lyst, ser man ham ofte med en pote for øjnene.

Misser fanger mange spændende dyr. Små søde fugle afleveres på måtten ved bryggersdøren. De ser helt uskadte ud, men er stendøde. Mere eller mindre døde mus afleveres på køkkengulvet… De er ofte mindre døde, hvilket sekunder efter giver anledning til en omgang ”katten efter musen” i køkken og spisestue.

I haven er man fredløs. Ligger man og roder bag en busk eller lignende, kan Misser finde på uforvarende at angribe en og så skal der slås. Piller man lidt ukrudt under plankeværket, bliver der gerne kvitteret med en ”kaktus” fra den anden side af plankeværket. Det gælder så om at have nærvær nok til ikke at trække hånden til sig, men pænt vente til Misser slipper på den anden side. Ellers får man nogle flotte rifter.

Han er faktisk ikke så lidt strid. Minder lidt om Garfield, blot spiser han ikke lasagne, med mindre han kan finde en halvtør rest under børnenes stole i køkkenet.

Ikke desto mindre er han en del af familien på Vibevangen. Jeg ville nok savne ham hvis han ikke var her.