Alle indlæg af Jesper Udby

Om Jesper Udby

Jesper Udby er en stor dreng født i 1968. Jesper holder meget af familien - familien betyder mere end alt andet! Jesper er gift med en smuk og dejlig kvinde! Jesper mødte Mette i 1992. Det var vist noget med et Europamesterskab i fodbold. Mette og Jesper har 3 dejlige unger: Kønne, kvikke og kærlige. Jesper er Civilingeniør og Mette er sygeplejerske – en klassisk og ikke helt tosset kombination…

Fuglebad

Ja, altså, det låg skal faktisk slet ikke ligge der. Det pynter heller ikke ligefrem…

Det hører til en regnvandstønde som forlængst er kørt på genbrugspladsen. Bunden var krakeleret i løbet af vinteren, selvom tønden var tom.

Men. Fuglene elsker det. Der skal helst ligge en lille sjat vand. Det kan man så bruge til at drikke af, til at skide i. Og så naturligvis til at bade i.

Vi har en ung solsort han, som ofte sidder der. Og pjasker sig. Temmelig meget endda. Jeg tror han er en rigtig “vandfugl” (det er ikke ham på billedet).solsort bader

Duerne bruger det også.

En dag var alt vandet tørret ud. En meget stor fed due sad demonstrativt midt på låget og gloede ind ad køkkendøren. Som om den sagde: Hey, kom lige ud og fyld lidt vand på.

Det gjorde vi så 🙂

Så læg dog det apparat FRA DIG!

Helt sikkert, jeg er en gammel reaktionær stodder:

Fik først mobiltelefon omkring årtusindeskiftet; og kun fordi min daværende chef insisterede på at kunne komme i kontakt med mig når jeg var på kursus.
Har fastforrentet obligationslån.
Har først for ganske nylig skiftet vores tyverisikrede fjernsyn ud med en fladskærm – en ældre brugt model vi fik af min svigerinde.
Har for nylig investeret i ny pladespiller – altså sådan en der kan afspille de der sorte plasticskiver. Hører stadig plader, både CD og LP – ikke noget ”streaming”.

Da jeg arbejdede hos Maersk tog jeg toget fra Farum til Østerport om morgenen og tilbage om eftermiddagen. Hver eneste morgen – uanset årstid – på turen fra Farum, nød jeg udsigten gennem Fiskebæk ud over Farum Sø. Og hver eneste eftermiddag nød jeg tilsvarende udsigten over ”Golfbanen” og Farum Sø når man kører fra Værløse. Ikke 2 dage er ens og hvert ”syn” er fantastisk!
Continue reading

Armstrong, Riis og de der cykelstakler

Godt, så gider vi ikke høre mere om Armstrong… Eller Riis… Eller Rolf for den sags skyld…

Der er da seriøst ikke nogen af jer derude der troede Armstrong var ren? Eller Riis?

Men det rejser jo et interessant spørgsmål, om ikke man bare skal acceptere præstationsfremmende midler i professionel sport?
Dem der mener det ødelægger sporten tager jo åbentlyst fejl 🙂

Læs evt.: Cykelsporten har aldrig været en større succes

Nogle betragtninger fra en frafalden Radikal

Længere tids utilfredshed med mudren i kommuneforeningen, samt manglende motivation for at bakke op om det lokale byrådsmedlem i den kommende kommunalvalgkamp, gjorde at jeg så tog skridtet og meldte mig ud…

Det har givet anledning til at jeg fik lyst til at komme med nogle tanker jeg ofte gør mig, og som jeg ikke rigtigt synes passer med partiet…

Lad os starte ”fra oven”.

EU

Jeg har aldrig været enig med partiets linje i EU politikken. Faktisk er jeg tilhænger af mindre Union og mere selvbestemmelse lokalt. Det var ret komisk da jeg for nogle år siden stod på Bytorvet i anledning af valg til EP…

Continue reading

Danske mælkebønder håber fusion giver højere mælkepriser

Yeah, right…

Fra Arlas ledelse udtaler man følgende: “Målet er helt klart en højere mælkepris.”

For hvem?

Arla (eller hvad de nu kommer til at hedde) vil have som deres fornemste opgave at sikre det bedste afkast af deres aktier.
Det kan kun betyde: Lavere mælkepriser til bønderne og højere mælkepriser til forbrugerne, hjulpet godt på vej af ikke-eksisterende konkurrence…

Om børneopdragelse

Nu er der igen en eller anden selvudnævnt ekspert der i bogform gør sig klog på børneopdragelse. Sidst man hørte om den slags var det en “tigermor” der nærmest mente at det var børnemishandling ikke altid at forlange det optimale fra sine børn.

Denne gang har piben en helt anden lyd; faktisk skal man nærmest give op på forhånd og lade børnene opdrage sig selv. Alt andet er spild af kræfter og så i øvrigt børnemishandling…

Som altid har forfatterens egne børn været forsøgskaniner og man kan jo med selvsyn se at formlen virker.

Interessant som disse eksperter formår at konkludere på utroligt spinkle grundlag. Der er næppe videnskabeligt belæg for at en teori holder, bare ved at kigge på nogle få resultater, uden kontrolgruppe osv.

Heldigvis er børn og forældre forskellige. Og måske tillægger vi “opdragelsen” alt for stor betydning, for de fleste børn ender jo rent faktisk som rimeligt fornuftige voksne…

Ikke desto mindre vil jeg her, helt gratis, skrive om en opdragelse som med garanti virker. Bare se på mine 3 børn!
Continue reading

Sale! – hvad betyder det?

Man kan i denne tid ikke åbne sin postkasse eller avis, uden at blive bombarderet med annoncer hvor ordet “Sale” – af og til efterfulgt af udråbstegn – fremgår med store typer.

Hvad er nu det?

Jeg tror jeg første gang stødte på fænomenet da “shoppingcenteret fields” åbnede i Ørestaden.

Slår jeg op i Politikens Dansk Ordbog (fra 2000, indrømmet, lidt gammel), findes der ingen ord mellem “saldo” og “salg”

Så hvad betyder dette ord?

Går man på fields hjemmeside oplever man en generel og ikke særlig klædelig sammenblanding af dansk og engelsk: “shoppingcenter”, “stormagasin”, “butikker”, “fashion”, “Shopping Sunday første og sidste søndag…” bare for at tage nogle få eksempler.

Man får umiddelbart det indtryk, at “sale” har at gøre med det forestående januarudsalg, og det passer vel også meget godt med den danske oversættelse af det engelske ord “sale”, som betyder: salg, udsalg, auktion eller basar. Nu giver det mening.

Godtså, ét er at fields (er det forresten med lille- eller stort f?) ikke forstår at udtrykke sig på dansk selvom de opererer i Danmark, men derfor behøver alle andre “shoppingcentre” og “fashion outlets” m.m. vel ikke følge efter og hoppe på det der angelsaksiske snobberi?

Det giver mig en idé til et nytårsforsæt: I 2012 vil jeg ikke handle i danske butikker som bruger ordet “Sale” – med eller uden udråbstegn – om “udsalg”.

Hvorfor, Jane Isdal?

Endelig har BSU-formanden besværet sig til tasterne og man kunne se frem til at få svar på nogle af de mange kritiske spørgsmål angående lukning af Cirklen.
Men nej, udvalgsformanden bruger i stedet lejligheden til at tale ned til forældrene; det vil jeg ikke undlade at kommentere.

Det står efterhånden klart, at udvalgsmedlemmerne befinder sig i en helt anden verden, så jeg skal ikke gøre mig klog på hvad de finder “sjovt”. Der er næppe nogen af de berørte der kan se det sjove i beslutningen…

Udvalgsformanden lader skinne igennem, at de er ansvarlige politikere som ikke har uanede midler til rådighed og at beslutningen derfor er nødvendig.
Det står imidlertid i skærende kontrast til det faktum at man ikke har regnet på de økonomiske konsekvenser.

Læser man informationen fra forvaltningen konstaterer man, at de anbefaler en kapacitetstilpasning på 70 BØRNEHAVEPLADSER. Hvordan flytningen af 20 VUGGESTUEPLADSER passer i den plan har vi stadig ikke fået svar på.

kommunens hjemmeside kan man læse at beslutningen er truffet efter “grundige overvejelser”.

Hvorfor er det så fuldstændig umuligt for formanden at svare på selv de mest basale spørgsmål?

Link til Furesø Avis.

Det er en ommer, Jane Isdal!

Beslutningen om at lukke Cirklen er foretaget uden gode demokratiske principper som debat og partshøring, og i direkte modstrid med Byrådets egne højt besungne principper om åbenhed og borgerinddragelse.

Beslutningen er truffet uden man har sat sig grundigt ind de økonomiske konsekvenser. Udvalgsformanden beroliger i Furesø Avis (6/12 2011) med, at hvis bevillingen på kr. 1,5 mio ikke slår til, “er der jo mulighed for at gå til ØU”.
I direkte modstrid med økonomisk ansvarlighed og igen i mod det siddende Byråds principper – noget der burde høre fortiden til.

Ydermere er der fremkommet oplysninger der indikerer, at man tidligere har regnet på muligheden for at etablere vuggestue i Valhalla (se Bevar Valhalla og Cirklen), men at det ville blive for dyrt!

Jeg vil nu kraftigt opfordre ansvarlige politikere i BSU til at stoppe dette vanvid og forlange omlægningerne i Farum Nord sat i bero, til man som minimum har en realistisk plan og budget for omlægningerne; alt andet er politisk dårligt håndværk!

Og ved samme lejlighed at tage hovederne ud af busken, se de berørte i øjnene og svare på de relevante spørgsmål!

Det eneste der er værre end dårlige beslutninger er dumstædigt at holde fast i dem.

Link til Furesø Avis.