Kategoriarkiv: Politik

Vuggestuen Cirklen lukker og slukker

Cirklen

Cirklen

Det var med vantro jeg i Furesø Avis‘ spalter for nogen tid siden kunne erfare at man har planer om at lukke Cirklen.

Vores 2 ældste børn har gået i Cirklen, den ældste fra hun var ca. 10 måneder. Det har på alle måder været gode oplevelser! Cirklen, som er indrettet i 2 sammenlagte stuelejligheder, giver præcis den nærhed, tryghed og fornemmelse af at være i et hjem, som de helt små har behov for. Til dem som ikke lige er klar over det, så er vuggestuebørn børn på 0 til 3 år. Altså den alder hvor man skal lære at sidde op, gå, spise, tale, sove og blive renlig.

Udvalgsformanden var hurtigt ude og med mange ord forsøgte at berolige; intet var besluttet og det var i øvrigt som led i en kapacitetstilpasning: der skulle være en overkapacitet på 120 pladser i området.

Det beroligede en smule, for det giver da ingen mening at lukke en lille populær og velfungerende institution med 20 børn, for at løse et kapacitetsproblem på 120 børn! Der vil det da være bedre at tage fat på en større institution…

Nu kan jeg så konstatere at planerne om en lukning er umiddelbart forestående. Centerchefen beroliger og udtaler at formålet er at skabe en velfungerende integreret institution.

Jeg er ikke bekendt med at der skulle være en politisk beslutning om at Furesø kommune foretrækker integrerede institutioner, så det lyder lidt søgt. Med mindre man forestiller sig, at gennemsnittet af 5 og 10 er cirka 8, kan overføres direkte til institutionssammenlægninger…

Jeg tror der er helt andre årsager: Man kan sandsynligvis spare kr. 20-30.000 i husleje om måneden på at lukke Cirklen; og det vil være meget nemmere for lederen af Valhalla at have vuggestuebørnene i Valhalla end 700m væk.

Fra Furesø Kommunes hjemmeside

Fra Furesø Kommunes hjemmeside

Om det giver mening at lave endnu en integreret institution lige dér – Børnehusene er lige på den anden side af stien – vil jeg ikke blande mig i.

 

De kr 1,5 mio der er afsat til fysiske tilpasninger skal man nok ikke glæde sig for meget til, der vil utvivlsomt gå en ikke uvæsentlig del til at føre Sejlgårdspark 81-82 tilbage til oprindelig stand.

Jeg har meget svært ved at forestille mig at man kan flytte børn og personale til Valhalla, uden det vil have store konsekvenser for begge. Men det er måske præcis det man vil opnå? Så løser en sjettedel af kapacitetsproblemet sig selv…

Uanset hvad man kalder det, så vil Cirklen som vi kender den ophøre med at eksistere.

Cirkel til Valhalla

Cirkel til Valhalla

Den hemmelige blog

Nu har jeg, fra to forskellige personer, uafhængigt af hinanden fået kommentarer – desværre på mail – til indholdet på min blog. Kommentarerne går på mit politiske virke, som jeg derfor vil informere om længere nede…

Jeg er nyder ellers at kalde sprutskalle for ”den hemmelige blog” fordi besøgsstatistikken viser, at det stort set kun er mig selv og diverse ”crawlere” som læser den. Og jeg gør sjældent noget for at sprede indholdet.

Jeg bruger bloggen til strøtanker, humoristiske betragtninger om dette og hint, og til at fastholde holdninger og tekster som ellers ville gå tabt; fx læserbreve som aldrig bliver til noget.

Continue reading

BSU1 – Q&A

17. sep. 2011 – Jesper

Helle, ved du om BSU1 stadig er aktuelt?

19. sep. 2011 – Helle Katrine

Jeg ved det i morgen. Vi skal vende Ole Bs udkast til budget i formandsgruppen. … Du hører mere!

22. sep. 2011 – Helle Katrine

Hej Jesper – hvis du kan holde til det, vil jeg gerne vente med at referere fra forhandlingene (!) til vi har haft VG1-mødet i morgen…

27. sep. 2011 – Helle Katrine

Hej Jesper, SÅ er der ved at blive skrevet forligtstekst og jeg kan røbe, at forslaget er bibeholdt.

28. sep. 2011 – Furesø Avis

Budgetforliget offentliggøres

Tages forældre ved næsen igen?

Det ser ud til at kommunalbestyrelsen i Furesø for andet år i træk skal lykkes med et bredt budgetforlig, selvom der er upopulære ting på menuen.

I 2010 forliget fik man gennemført FFO, på trods af at stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke at gennemføre FFO. Argumentet der fik pillen til at glide ned var, at det var for at forbedre samarbejdet mellem skoler og fritidstilbud og bestemt ikke for at kunne hæve forældrebetalingen!

I 2011 forliget ser det ud til at man får gennemført væsentlige stigninger i forældrebetalingen til FFO, også selvom stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke gøre præcis dét. Argumenterne er denne gang, at man vil bruge flere penge på “en større indsats overfor børn og unge” og at vi i Furesø i forvejen betaler meget mindre for vores FFO end forældre i andre kommuner betaler for deres SFO.

I den aktuelle situation tager man forventet 3 mio fra den lille gruppe forældre, som tilfældigvis har børn der går i 0. til 6. klasse. Og ingen har lovet nogen noget, så der er intet til hinder for at man gør det samme til næste år og så videre.

Nu er vi nogle forældre, der gennem flere år kæmpede mod SFO – ikke kun af økonomiske årsager – som desværre må konstatere, at politikerne agerer præcis som forudset. Tilmed tillader man sig med slet skjult arrogance at påpege, at man da aldrig har lovet ikke at hæve forældrebetalingen.

Og i disse tider hvor alle snakker om ”økonomisk ansvarlighed”, kan det undre at man vælger at hæve forældrebetalingen til fritidsordningerne, for at man kan bruge flere penge på helt andre ting. Havde det ikke været for FFO, så havde man måtte sætte tæring efter næring.

Det vil klæde forligspartierne og ikke mindst Borgmesteren, at indtage en mere ydmyg holdning til spørgsmålet; arrogance betaler sig sjældent i det lange løb.

Økonomisk ansvarlighed

I disse tider med skiftende finansielle kriser, er det blevet populært at snakke om økonomisk ansvarlighed. Og det er jo sikkert glimrende.

Desværre er det gået hen og blevet et nedladende udtryk, som man bruger mod folk man er uenige med.

Det sætter debatten langt under lavmålet, det har samme effekt som hvis man siger: ”Jeg er klogere end dig” eller ”Du er dum”.

Så folk der virkelig har noget på hjerte og kan argumentere konstruktivt for deres sag, bør afholde sig fra at bruge udtrykket for at tryne modstandere i en åben debat.

I Furesø kommune vil et byrådsflertal, på trods af tidligere løfter om det modsatte, hæve forældrebetalingen i fritidsordningerne, så man kan bruge flere penge på andre ting.

Er det økonomisk ansvarlighed?

En dygtig Borgmester

I Furesø har vi en meget dygtig Borgmester. Det er nu for andet år i træk lykkedes ham at indgå et bredt budgetforlig.

I 2010 forliget fik man gennemført FFO, på trods af at stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke at gennemføre FFO. Og det helt uden larm fra forligspartiernes baglande. Argumentet der fik pillen til at glide ned var, at det var for at forbedre samarbejdet mellem skoler og fritidstilbud og bestemt ikke for at kunne hæve forældrebetalingen!

I 2011 forliget ser det ud til at man får gennemført væsentlige stigninger i forældrebetalingen til FFO, også selvom stort set alle forligspartierne i valgkampen 2009 i forskellig grad havde lovet ikke gøre præcis dét. Og det tilsyneladende helt uden larm fra forligspartiernes baglande. Argumenterne er denne gang, at man vil bruge flere penge på “en større indsats overfor børn og unge” og at vi i Furesø i forvejen betaler meget mindre for vores FFO end forældre i andre kommuner betaler for deres SFO.

Det mest imponerende er såmænd ikke at Borgmesteren 2 gange i træk har fået en bred forligskreds til at slutte op om upopulære tiltag. Næh, det mest imponerende er faktisk at det er lykkedes helt at lægge låg på eventuelle utilfredse elementer i forligspartiernes baglande og blandt de i øvrigt ofte kritiske forældre.

De eneste der tilyneladende ytrer sig kritisk er Venstre og Fokuslisten. Og da de jo alligevel ikke bestemmer noget, tillader man sig en lidt arrogant overbærende stil overfor dem.

Men, måske kan det give bagslag i 2013? Måske findes der en masse vælgere i forligspartiernes baglande som et langt stykke af vejen er mere enige med Venste og Fokuslisten, end med de partier de stemte på i 2009?

Det er muligt Borgmesteren ikke har de udfordringer med sine Socialdemokratiske vælgere, men måske skulle mindretalsforligspartierne blive bedre til at melde ud? Ellers kan vælgeren i 2013 jo med rette tænke: skal vi stemme S eller V? De andre småpartier gør jo alligevel som S.

Stoler vi på Helle og Villy?

Nej, det gør vi ikke…

Spørgsmålet blev for nylig stillet i en Radikal forsamling. Mit kontraspørgsmål er:

“Stoler vi på Lars og Lars?”

Nej, det gør vi heller ikke. Men, vi ønsker en ny regering, vi ønsker at der skal “andre boller på suppen”, nye løsninger, som ikke er fremmedfjendske, som ikke forringer uddannelsesområdet, laver skattelettelser for de rige på bekostning af de svage, udhuler beslutningskompetencen i det kommunale regi og meget andet.

Og, vi er desværre endt i et Danmark, hvor der åbenbart kun kan være to fløje: Blå og Rød. Fuldstændig som i Amerikansk politik.

DERFOR peger Radikale på Helle og rød regering. Ikke fordi Radikale ikke vil være med i en Blå regering, men det vil forvirre for mange vælgere (…) hvis Radikale ikke peger på en konkret regeringsleder.

Vi peger derfor på Helle, fordi vi vil have væsentlige ændringer i Folketinget!

Atomkraft…

Indtil for nylig var mit stærkeste argument mod atomkraft, at affaldsproblemet stadig står aldeles uløst; alt andet synes der at være styr på.

Specielt et besøg på Barsebäck sidst i 90’erne i forbindelse med mine studier, overbeviste mig om atomkraft-installationer i velfungerende vestligt orienterede lande var gennemtænkte og at man havde taget højde for enhver tænkelig situation.

Sikkerheden var ikke noget problem. Og selvom den værst tænkelige ulykke skulle ske, havde man et hav af fallback systemer og procedurer og inddæmningssystemer. Det kunne ikke gå galt!

Ulykkerne på Fukushima værket i Japan viser desværre at jeg har været frygtlig naiv. Ulykkerne her viser med al ønskelig tydelighed, at ingen kan forudse den værst tænkelige ulykke. Ingen kan forudse hvilke besynderlige hændelser naturen kan udfordre os med.

Ulykkerne i Japan viser, at når plan A og plan B begge fejler, så står man ikke med en plan C. Og når det først går galt på et atomkraftværk, så er det i praksis umuligt at stille noget som helst op. Ingen mennesker kan nærme sig. Man kan tilsyneladende ikke gøre meget andet end at afvente hvad næste ulykke vil blive.

Det er rystende, og må give anledning til at man i den grad tager hele atomkraftspørgsmålet op til grundig revision.

Det sagde man også for 25 år siden, da værket i Tjernobyl revnede med et drøn. Gad vide om vi bliver klogere denne gang?

Opdateret 16/3 2011: Følgende artikel i dagens Information bakker synpunktet op. Angela Merkels kommentaer rammer plet:

Hvis et højt udviklet land som Japan med høje sikkerhedsstandarder og -normer ikke evner at forhindre et jordskælv og en tsunami i at få konsekvenser for et atomkraftværk, så har det konsekvenser for hele verden.

Om sygdom

Influenza, sygdom i almindelighed som ikke er livstruende, kan have den fordel at man får tid til gøremål man ellers forsømmer…

Som fx at skrive på sin blog eller læse god skønlitteratur…

Faktisk er ovenstående ét af mine gentagne argumenter for at “almindelige” mennesker IKKE skal lade sig influenzavaccinere.

Den der lille uge i sengen tror jeg faktisk kan være vigtig for vores mentale helbred!

Intet er så skidt at det ikke er godt for noget!

Lukkeuger på hospitalerne

Jeg synes man skal indføre lukkeuger på hospitalerne. Alle patienter kan passende sendes hjem eller til alternative hospitaler i perioden.

Hvorfor?

Min kone er sygeplejerske. Vi har 3 dejlige børn, hvoraf den yngste stadig går i daginstitution og er for lille til at passe sig selv.

Institutionen har lukket i uge 29 og 30, hvorfor vi naturligvis (…) ønsker ferie blandt andet i disse 2 uger.

Vi kan godt få bedsteforældre til at hjælpe os, men vi vil ikke forvente af dem at de skal have alle 3 unger i 2 hele uger.

Min kone har derfor ønsket ferie i blandt andet uge 29 og 30. Jeg erfarer nu at det kan være et problem, da rigtig mange af hendes kolleger, som sjovt nok også er mødre ud over at være sygeplejersker (…), har præcis samme udfordring. Derfor er det usandsynligt at konen kan få fri i begge disse uger.

For os er det ikke en kæmpe udfordring. Vi er ikke ”enlige forældre”, jeg kan som selvstændig næsten selv bestemme mine ferieuger, så vi kan sagtens leve med lidt overlap, hvor vi ikke nødvendigvis har ferie samtidigt; selvom det er at foretrække…

Men, der må da findes mange andre der har langt større udfordringer med disse lukkedage/uger!

Tænk hvis jeg havde været læge og konen sygeplejerske: ”ok, du tager 29 og jeg tager 30”… ”nej, jeg kan ikke få uge 29 for det vil de andre også”… ”jammen, nu har jeg sagt ja til 30, så jeg kan ikke lave det om”… ”ok, jeg prøver at tale med chefen, ellers må vi ringe til Farmor”…

DET ER SGUDDA IKKE I ORDEN!!!!

Så længe vi skal leve med flere og flere lukkedage og uger i vores børns institutioner, så må vi kræve at vi kan få vores ferie hvor institutionerne holder lukket. Det kan så betyde at busserne holder lukkeuger, afhentning af skrald holder lukkeruger, posten holder lukkeuger, politiet holder lukkeuger og således naturligvis også hospitalerne!